-
Medie: Trumps nære fortrolige truer med at skubbe Canada ud af »verdens vigtigste efterretningsnetværk«
ソース: BDK Borsnyt / 25 2 2025 17:03:39 America/New_York
Efterretningssamarbejdet Five Eyes er sagnomspundet og omgærdet af stor mystik. Fem af verdens store og vigtige lande, der udveksler erfaringer i det, der bliver kaldt det vigtigste vidensdelingsnetværk overhovedet. Men selv ikke verdens vigtigste efterretningsnetværk står upåvirket tilbage, efter Donald Trump endnu engang har sat sig i præsidentstolen. En af præsidentens højtstående embedsmænd og en tæt ven gennem mange år opfordrer nu til at skære i antallet af medlemmer i Five Eyes. Han mener, at Canada skal smides ud. Der er tale om Pete Navarro, som er seniorrådgiver for handel i Trump-administrationen. Det er Financial Times, der har historien på baggrund af anonyme kilder tæt på den amerikanske regering. »Guvernør Trudeau« Historien rammer nyhedsfladen, kun få uger efter Donald Trump truede med at annektere Canada. Siden har han flere gange kaldt landet for »den 51. stat«, omtalt premierminister Justin Trudeau som »guvernør« og truet med straftold. Sidstnævnte er i øvrigt ikke afklaret endnu, men blot udsat og venter afgørelse. Argumentet fra Trump lød, at Canada ikke gjorde nok for at begrænse immigration og lukke ned for ulovlig import af stoffer ind over den amerikanske grænse. Det er ifølge Financial Times’ kilder også den forklaring, Pete Navarro læner sig op ad. Navarro argumenterer derfor for at lægge yderligere pres på Canada ved at udelukke dem fra det internationale efterretningssamarbejde Five Eyes. Alliancen mellem Australien, New Zealand, Storbritannien, USA og Canada går helt tilbage til afslutningen på Anden Verdenskrig. Siden har de fem nationer delt meget sensitive data med hinanden, udvekslet efterretninger og samarbejdet om operationer. Det er uklart, hvordan Trump har taget imod forslaget om at smide Canada ud af samarbejdet. Den danske forbindelse Der er også en særlig dansk forbindelse til Five Eyes, som påkaldte sig opmærksomhed under FE-sagen. Et dansk samarbejde med USA om at overvåge trafik på datakabler skal nemlig have givet lille Danmark en særstilling i forhold til vores store allierede. I et interview med Berlingske fra 2020 fortalte tidligere Venstre-forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen om Five Eyes. Vi ved nu, at samarbejdet med amerikanerne om adgangen til telekabler går tilbage til midten af 90erne, og at Bill Clinton og Poul Nyrup Rasmussen fik det i stand. Hvor vigtigt er det for den danske efterretningstjeneste? »Det er super, super, super, super vigtigt og kernen i virksomheden. Der findes et internationalt efterretningssamarbejde – det, der hedder Five Eyes, et samarbejde mellem USA, Canada, Storbritannien, Australien og New Zealand, som er et meget tæt samarbejde. Og i kraft af vores bidrag behandles FE næsten på samme måde, som var vi medlemmer af Five Eyes,« sagde Claus Hjort Frederiksen i 2020. Kabelsamarbejdet spillede en central rolle i FE-sagen, hvor Claus Hjort Frederiksen blev sigtet for landsskadelig virksomhed efter at have ytret sig om det i pressen. Sigtelsen blev siden frafaldet. »Min Peter« Pete Navarro er ikke nogen ukendt skikkelse i amerikansk politik. Da Trump var præsident første gang, blev Navarro udnævnt til at stå i spidsen for en nyoprettet organ i Det Hvide Hus for handels- og industripolitik. Det er kun få måneder siden, Pete Navarro blev løsladt fra en fængselsdom, som han fik for at trodse en stævning fra Kongressen. Han blev nemlig indkaldt som vidne i forbindelse med stormen på Kongressen i 2021, men han nægtede at udlevere materiale og afgive vidnesbyrd. Trump har siden storrost Navarro for sin faglige formåen, til trods for at han »blev behandlet forfærdeligt af den dybe stat«. Præsidenten omtaler af og til Navarro som »min Peter«, og relationen mellem dem er efter alt at dømme tæt. Financial Times har kontaktet både Pete Navarro og Det Hvide Hus, men ingen af dem er vendt tilbage på henvendelserne. Det samme gælder Justin Trudeaus kontor i Ottawa, som heller ikke har svaret. Pete Navarro har siden udtalt sig til journalister, hvor han siger, at folk ikke går op i historier med anonyme kilder. »Mit blik på det er, at vi aldrig behøver kommentere historier, der er baseret på anonyme kilder. Vi ville aldrig nogensinde bringe vores nationale sikkerhed i fare med allierede som Canada. Aldrig.« Navarro tilføjede ifølge The Hill, at han »måske« ville tale senere på dagen. https://www.berlingske.dk/internationalt/medie-trumps-naere-fortrolige-truer-med-at-skubbe-canada-ud-af